PRESSEMEDDELELSE

Fredag d. 9. juni 2017
L. Stender e-books udgiver farvebog for voksne

Forlaget L. Stender e-books meddeler hermed, at der er indgået aftale med det engelske forlag Elsewhen Press og den kendte engelske kunstner og illustrator Alison Buck om rettighederne til udgivelse af en dansk version af Alisons farvebog for voksne, FUTURES.

Farvebøger for voksne er et marked i vækst, og med denne aftale sikrer L. Stender e-books sig et stærkt produkt fra en anerkendt engelsk kunstner, der allerede har vist sine kvaliteter på flere værker på det britiske marked. Med FUTURES (Fremtider) bygger L. Stender e-books samtidig videre på den linje af kunstbøger, som forlaget med stor succes indledte i 2016, og som er fortsat her i 2017 med foreløbig to udgivelser.

FUTURES er en farvebog for voksne, der tager læseren med rundt til forskellige sort-hvide billeder af fremtiden, som den kunne tænkes at udvikle sig. Det er så op til læseren selv at lægge de farver på, som læseren synes passer til billederne.

Alison Buck har arbejdet for Elsewhen Press i flere år, og hendes illustrationer kan findes på flere af forlagets udgivelser. Hun har også lavet cover og illustrationer til den engelske udgave af Anders Reemarks børne- og ungdoms fantasy bog Mandigo og Helvedeshundene, der udkom på L. Stender e-books i 2015.

Den danske udgave af FUTURES forventes klar til december 2017, og vil kunne købes i alle danske boghandler og/eller direkte gennem forlaget L. Stender e-books.


hapiday. All rights Reserved.